Sider

fredag den 16. marts 2012

En start (eller historien om en bristet illusion)

Der var engang (sådan starter alle gode eventyr) hvor jeg havde en drøm. En drøm om at indrette et stort og veludstyret arbejdsværelse. Der skulle være et stort arbejdsbord, i en ordentlig højde og med stol til, et lille bord til symaskinen, spoler med sytråd på snorlige rækker og fine glas med knapper og bånd i. Der skulle være ruller med gavepapir, ringbind med snitmønstre og kurve med garn i alle farver. Væggene skulle være lyserøde og i hjørnet skulle min gine stå, klar til at pryde sig med min næste kreation. Intet skulle mangle, og alting skulle være lige til at finde på dets nøje tilrettelagte plads. Her kunne kreativiteten få lov at udfolde sine store vinger.
Men… sådan blev det ikke helt. Mine mange kasser/poser/sammenkrøllede bunker/æsker/mapper med alt muligt blandet indhold, er spredt ud over hele huset, på tilfældige og midlertidige opmagasineringssteder, hovedsageligt grupperet i den del af huset der bruges som pulterkammer (her kommer navnet på bloggen ind i billedet). Jeg roder ad helvede til, i hele huset, når jeg går igang med et projekt. Ikke meget er til at finde og ikke meget bliver lavet færdigt.
Så mens jeg venter på den dag (og bare vent, den skal nok komme) vil dette være min kompensation. Mit virtuelle hobbyrum. For her kan jeg selv bestemme hvad der skal vises frem, jeg kan organisere alt så fint, og forhåbentlig motiverer det mig tilstrækkeligt til også at få organiseret virkeligheden. Eller det er jo en start.
/Nanna